Hvorfor er jeg ikke nok for min partner? Elsker han/hun mig ikke? Hvad kan jeg gøre? Kan jeg nogensinde stole på nogen som helst igen?

Det er nogle af de spørgsmål som en partner til en sexafhængig gerne vil have svar på. De kører rundt i hovedet, igen og igen. De fleste par har en fælles forståelse for, at sex skal finde sted indenfor parforholdet, de sætter grænser, og de respekterer hinandens behov og grænser. De forventer ubetinget kærlighed og troskab, men er også opmærksomme på at der er ting i parforhold der skal forhandles om.
Desværre holder disse forventninger ikke i alle forhold.

Mange lever i et parforhold der er præget af svigt, løgne og bedrag forbundet med partnerens seksuelle udskejelser (acting out). Din partners sexafhængighed lægger et enormt følelsesmæssigt pres på dig. Det kan være du lige har opdaget at din mand var utro kun nogle få dage efter jeres bryllup. Eller at din mand lige er blevet afskediget fordi han ikke kan lade være med at se på porno på Internettet i arbejdstiden. Det kan også være at du længe har skammet dig over din mands forbrug af porno, og nu er du lige pludselig blevet bange for at børnene også finder ud af det.
Sandheden er, at det her kunne ramme hvilken som helst kvinde – eller mand.

partnerAfhængige mennesker, uanset om de er afhængige af alkohol eller sex, har mange fælles træk. At være i et forhold med en sexafhængig person er muligvis endnu mere personligt, skamfuldt og forvirrende end det er at leve sammen med en alkoholiker. Du er blevet svigtet, ført bag lyset, og ingen løfter – ikke engang ægteskabsløftet, er blevet overholdt. Du er blevet ignoreret og manipuleret med følelsesmæssigt og fysisk, du har måske måttet gøre ting seksuelt du ikke kunne holde ud og som var krænkende for dig. Du opdager måske at din partner har haft et længerevarende forhold kørende du intet anede om, han har måske oven i købet børn du ikke ved noget om. Og så er der angsten for kønssygdomme.

At bo sammen med en afhængig person betyder et liv i en tilstand af kronisk tab. Du er udsat for enorme tab – tabet af forholdet, stabiliteten i familien, drømme og selvværd. I nogle tilfælde lever du i en cyklus af tilbagevendende kronisk sorg. Tabene fortsætter, vender tilbage igen og igen, og du bevæger dig ind og ud af benægtelse. Hvis du ikke får sandheden bekræftet, hvis du ikke tror på dine egne sanser eller du oplever at ingen andre tror på dig, så mister du overblikket og føler dig ude af kontrol indvendig.

Hvis du har det sådan er det vigtigt at du søger hjælp.
I starten har du mest brug for at blive hørt. Du har brug for et ”vidne”, at blive bekræftet. Du har sikkert også brug for at vide mere om sexafhængighed og dine egne reaktioner.

Det næste stadie indebærer at du får set på dine traumer. I dag har vi den erfaring og viden omkring sexafhængighed, at vi med sikkerhed kan sige, at du som partner også har brug for hjælp for at komme videre med dit liv.