Af Frank Hansen

Filmen ”Nymphomaniac” af Lars von Trier har – som så mange andre af Triers film fået mere omtale end de solgte billetter kan forklare og begrunde.
Kultur personer – filmanmeldere og andre med et særligt behov for at markere sig og fortælle om personen Lars von Trier og deres forhold til Lars von Trier. Det siger vel mere om anmelderne end om filmen.
I min optik var den bedste anmeldelse en fotosession med en flok halvnøgne filmanmeldere med et mildest talt bøvet ansigtsudtryk – det sagde meget mere en de ofte lange uforståelige anmeldelser, der ofte knyttes til Lars von Triers lige så uforståelige film.

Forventningerne til filmen var enorme – en forventning om en avanceret pornofilm, der i den grad kunne give anmeldere af begge køn en våd oplevelse.
Mine forventninger var som ved tidligere film af Lars von Trier – At få en oplevelse udover det sædvanlige og det fik jeg.
Tak.

Jeg troede at have forstået budskabet, den røde tråd eller bare historien i filmen – men efter at have talt med kollega, der så samme film, på samme dag og tidspunkt og i samme biograf – ved jeg nu at intet er forstået og intet er forklaret.
Men for helvede en god oplevelse med en meget lang eftervirkning – de mange barokke indslag og historier fra Seligman sat op mod/med Joes voldsomme livshistorie virkede ved første syn mildest talt barokke og malplacerede; men ved eftertanke gav det mening. Ikke den mening jeg først havde troet det gav – men en hel ny.
Det var en oplevelse i oplevelsen – en slags Pandoras æske. Filmen kræver et gensyn og når den vises uredigeret, så er jeg på igen.

Skal der endelig siges noget generelt om filmen. så må budskabet må det være – ”Når lysten bliver en besættelse der udvikler sig til en ødelæggende afhængighed – så tabes livet”
Eller som salig Freud ville have sagt det ”menneskes stærkeste drift er sexdriften – kun overgået af dødsdriften”.
Men ikke helt sandt da sexafhængighed kan behandles med samtaler og ikke nødvendigvis kureres med døden.

Frank